By clicking “Accept All Cookies”, you agree to the storing of cookies on your device to enhance site navigation, analyze site usage, and assist in our marketing efforts. View our Privacy Policy for more information.
cookie icon
Go back

Ny kapital skal sikre den globale forsvarsindustri og jægere adgang til miljørigtige emballageløsninger.

Den innovative Næstved-virksomhed, PlastPack Defence, er verdens eneste producent af lette, CO2-besparende emballageløsninger til militær transport og opbevaring. Og med en millioninvestering fra Impagt Invest Sjælland og Spring Nordic tager virksomheden nu næste skridt i en global markedsføring. Det sker blandt andet ved at tilføre flere salgsressourcer, der skal sælge de innovative løsninger ind til forsvarsindustrien blandt NATOs medlemslande og allierede, men også til private jægere m.v.

Grundlæggerne af PlastPack Defence, Jan Bendix Engmann og Jørgen Dahl, forstod at lytte på vandrørene i 90’erne og 00’erne, da der i NATO-regi, og indenfor det danske forsvar, begyndte at komme stigende fokus på grønne løsninger – særligt når det kom til at nedbringe vægten på militært materiel under fragt. Og med en baggrund indenfor forsvaret og emballageindustrien, var der ikke langt fra input til løsning. Iværksætterne ville skabe verdens første, militære emballageløsning af 100% plast – et produkt, som i dag er beskyttet af ikke mindre end syv verdenspatenter.

’Selvom der gennem årene havde været gjort utallige – mislykkede – forsøg på at skabe en ammunitionskasse af plast, så var vi overbeviste om, at det var muligt. Derfor testede vi over et år forskellige plasttyper sammen med Teknologisk Institut, og vi fandt hurtigt frem til, at holdbarheden ikke afhang af plasten, som materiale, men af designet og udformningen på kassen’ fortæller CEO i PlastPack Defence, Jan Bendix Engmann.

Viden om stødfordeling og -absorption fra bl.a. brokonstruktioner og crash-zoner i biler blev PlastPack Defence’s nøgle til at gøre plast til et lige så stærkt materiale som stål. Og det er særligt den innovative tilgang til materialet, som undervejs på rejsen har fået verdensledende ammunitionsproducenter, som norske Nammo og tyske Rheine Metall, til at gå med i udviklingsarbejdet.

’Gennem årevis af udvikling, test og research har vi formået at tage plast et helt nyt sted hen. Vores letvægtsammunitionskasser er fuldt operative fra -54 til +72 grader, de er vandtætte, lufttætte, stødsikre, anti-statiske og ikke-nedbrydelige for solens stråler. Det er noget, som man ikke tidligere troede var muligt med plast, og som bør inspirere til nye, innovative løsninger i andre industrier’ fortsætter Jan Bendix Engmann.

Det helt centrale er dog vægten. Hvor en traditionel, militær ammunitionskasse af stål vejer 2.4 kg, der vejer PlastPack Defence’s LWAC-M2A1 kasser kun 780g.

’Med en lavere vægt kan forsvaret øge den operative kampkraft. Samtidig er der en helt oplagt miljømæssig gevinst at hente, da færre fly og konvojer kan transportere mere materiel. Da Danmark i 2010 fløj 85.000 stålkasser med ammunition til Afganistan, kunne man have sparet syv flyvninger med Herkules-fly, hvis man teoretisk set havde benyttet vores letvægtskasser. Det svarer til en reduktion i CO2 på 756 tons – eller det samme som 500 personbilers kørsel på et helt år’ afslutter Jan Bendix Engmann.

Investering i en global, grøn løsning

Senest har både det danske forsvar, NATO og EU’s Forsvarsagentur gjort nedbringelse af CO2 i forbindelse med militære operationer til et særligt indsatsområde. Og med den nye investering fra Impagt Invest Sjælland og Spring Nordic skal der nu sættes ind for at cementere PlastPack Defence’s unikke markedsposition på området.

’Det er ganske unikt, at vi i Danmark har en virksomhed som PlastPack Defence, der ikke bare har vist et stort, innovativt potentiale på produktsiden, men som også på kort tid har formået at vække en global interesse – både i forhold til udvikling og køb af slutproduktet. For både Impagt Invest Sjælland og Spring Nordic beviser det, at virksomheden har et stort, fremtidigt vækstpotentiale, og den udvikling og markedsposition vil vi med investeringen gerne understøtte’ fortæller investment manager i Spring Nordic, Tom Weidner.

Investeringen kommer forventeligt over de næste 2-3 år til at medføre 5-7 nyansættelser indenfor salg, fortrinsvis på kontoret i Næstved, men også med en fast salgsagent i USA. Kasserne produceres af Schoeller Plast i Holbæk.

Om PlastPack Defence:

PlastPack Defence er en innovativ, dansk virksomhed, der har specialiseret sig i udvikling og produktion af lette emballageløsninger til militær transport, håndtering og opbevaring af farlige, værdifulde og skrøbelige varer i henhold til militære krav. Vores løsninger optimerer forsvarets operative kampkraft og reducerer samtidig CO2-udledningen i forbindelse med transport af militært udstyr.

You might like

Impagt Invest Sjælland investerer i højspænding, der skal hjælpe grøn omstilling
Spring Nordics porteføljeselskab Norlase i Jyllands-Posten
Spring Nordics porteføljeselskab PlastPack Defence ApS i Børsen